At gå ind i de voksnes rækker

af Mette krabbe, sognepræst ved Ødum-Hadbjerg (tidligere sognepræst her i pastoratet)

 Billedemette

”At gå ind i de voksnes rækker”, hvornår er det nu lige man gør det? Traditionen tro gør man det, når man bliver konfirmeret. Sådan var det i hvert fald i gamle dage.

Bestod man ikke prøven på grund af manglende evner, fik man ekstraundervisning og fik så lov til at prøve igen. Men skyldtes årsagen modvillighed, og man var fyldt 19 år var straffen fængsel – og man blev så slet ikke konfirmeret.

Dette var en alvorlig sag! Blev man ikke konfirmeret, fik man ikke nogen skudsmålsbog. Og uden den blev man heller ikke myndig. Man måtte ikke forlade det sogn, man var født i. Og derudover mistede man retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. ”Skudsmålbogen” blev afskaffet i 1921. Konfirmationen markerede også ganske bogstavelig overgangen fra barn til voksen. Pigerne kunne nu fx få voksen frisure og lang sort kjole, og drengene tillagde sig voksne vaner som rygning og lommeur.

Konfirmationen, som vi kender den i dag, er “kun” ca. 300 år gammel. Men selve forhistorien går helt tilbage til 400-tallet, hvor barnedåb for alvor begyndte at erstatte voksendåb.

I 1736 blev konfirmation indført ved lov i Danmark. Meningen var at sikre, at børn og unge nu også forstod nadverens betydning og kunne deres kristendom. Alle unge mellem 14 og 19 år skulle gå til konfirmationsforberedelse og bestå en prøve (“overhøring”). Herved fik de deres borgerlige rettigheder og kunne nu for alvor ”træde ind i de voksnes rækker”.

Man fik en konfirmationsattest og senere en ”Skudsmålsbog”. En ”skudsmålsbog” var nødvendig, hvis man skulle arbejde udensogns, idet den skulle vises til degnen eller klokkeren, for at man kunne blive indtegnet til den tvungne altergang.

I dag ser vores verden helt anderledes ud. Ungdomslivet har sneget sig ind mellem barne- og voksenlivet. Overgangen er derfor ikke mere så tydelig og skarp, som den var engang. I dag er det vist de færreste, der føler sig – og bliver betragtet som voksne, den dag de bliver konfirmeret.

Så hvorfor overhovedet blive konfirmeret i dag? Er det ikke bare et ritual og en fest, der ikke har nogen praktisk betydning? Spørger man konfirmanderne, så siger mange af dem, at de skal konfirmeres på grund af festen og gaverne, men mon ikke også der ligger dybere grunde til bag.

Konfirmation betyder bekræftelse, og det der bekræftes er dåben. Men spørgsmålet er hvem det er, der bekræfter dåben? Gennem tiderne har der været stor diskussion om det inden for kirken: om det er Gud eller konfirmanden, som gør det. I dag tror jeg de fleste vil mene, at det er både og: På den ene side er konfirmationen Guds suveræne bekræftelse af det løfte han gav ved konfirmandens dåb. På den anden side er konfirmationen også konfirmandens personlige stillingtagen til og modtagelse af netop den gave som dåben er. Derfor vil mange konfirmander også få spørgsmålet på konfirmationsdagen: ”Vil du konfirmeres i den kristne tro?”

Om ikke mange måneder fejrer vi igen konfirmation her i vores pastorat. 7 festlige konfirmationsgudstjenester venter forud med festklædte mennesker i alle aldre. Og selvom konfirmationen ikke har den samme karakter som tidligere, så er det alligevel en vigtig fest, der gerne må blive højtideliggjort. For det handler om mere end fest og gaver. Alle konfirmanderne får forhåbentlig den gave, at de på deres konfirmationsdag bliver vist kærlighed og opmærksomhed fra forældre, familie og venner. Selv om det for mange er en selvfølge, at ens familie holder af en og elsker en, som den man nu engang er, så er konfirmationsdagen en dag, hvor kærligheden og fællesskabet tydeliggøres for konfirmanden. At opleve det er den største gave man kan give en konfirmand. En anden gave, som ALLE konfirmanderne får, er, at de bliver mindet om, at de er døbt ”og hvad så?” kunne man måske spørge. Ja, at være døbt er en gave så stor, at man aldrig helt kan fatte omfanget af den, dens dybde og betydning. At være døbt er at være set og elske, som den, man er. Det er måske ikke noget, man tænker over til daglig, men der kommer dage i ethvert menneskes liv, hvor det er godt at vide. Og hvor det er godt at vide, at der findes et sted, hvor man kan gå hen og tale om sin lidelse, om døden og sorgen. Om det, som kan være så svært at forstå.

Stemningsbilleder fra Kirken
  • Marie Magdalene-Koed pastorat


    Kirkekontor:
    Bøjstrupvej 17,
    8550 Ryomgård,
    86 39 40 43
    Webteam:
    biba@km.dk
    tisl@km.dk
    johannessentrine@gmail.com