Mine værktøjer

Takststigninger på gravsteder

Læs og få forklaringen her på de store prisstigninger på gravstederne.

Den 1. januar 2010 trådte nye momsregler i kraft for gravstedsydelser på de danske kirkegårde. Hidtil har der kun skullet betales moms af de vedligeholdelsesaftaler, hvor der udsendes regning én gang årligt, mens de flerårige aftaler – de såkaldte legatgravsteder – har været momsfrie.

Det er nu ændret, således at der fremover skal betales moms af alle aftaler vedr. renholdelse m.v. af gravsteder. I forlængelse heraf, har Syddjurs provstiudvalg besluttet at hæve priserne for de étårige aftaler, sådan at der bliver overensstemmelse med priserne for legatgravsteder. De ændrede priser for årlig vedligeholdelse vil dog først blive ændret fra den 1. april 2010, hvor priserne alligevel vil blive takstreguleret efter anvisning fra Århus Stift. Prisstigningerne vil derfor reelt først slå igennem ved udsendelse af regning i januar 2011.

Vi skal derfor gøre opmærksom på, at priserne for gravstedsvedligeholdelse med regning én gang årligt vil stige pr. 1. april 2010 med 20-40 % incl. moms, afhængig af gravstedets størrelse og af, hvilke ydelser, man har aftalt.

Såfremt man herefter ikke ønsker at få kirkegårdens personale til at fortsætte med renholdelse, granpyntning eller plantning af forårs-og sommerblomster, bedes man henvende sig til graveren eller kirkeværgen for at få den eksisterende aftale ændret eller annulleret.

For god ordens skyld skal vi understrege, at der er tale om en takstforhøjelse som er besluttet på et niveau som er højere end menighedsrådets kompetence. Vi er forpligtede til at følge de anvisninger, vi får fra provstiudvalget og som er fælles for hele Syddjurs kommune.

Handlinger tilknyttet webside