Se eller gense afholdte arrangementer
Høstgudstjenester 19. september 2010
Nu er høstgudstjeneste med efterfølgende frokost / kaffebord og auktion over det høstoffer som blev bragt med til kirken, en tradition i vore sogne. En god tradition med god tilslutning, god stemning og fælleshygge i et par timer. Det indkomne beløb fra auktionen går i år til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær. Tak til alle der bakkede op og lagde penge til det gode arbejde blandt verdens fattige og sultne.
Ialt blev der samlet 3948 kr ind - 1790 kr i Marie Magdalene og 2158 kr i Koed - det er mere end sidste år og et rigtig flot beløb, vi nu har sendt videre til hjælp hos verdens udsatte.
Festligt pyntet foran kirken i Marie Magdalene
Høstens farver
Mange dejlige høstofre blev båret ind af børn og konfirmander
Flotte gaver fra årets høst
Mange benyttede lejligheden til at få en hyggelig sludder over frokosten i Marie Magdalene forsamlingshus

Lækkert frokostbord byder til fællesspisning og hygge

Hygge i Koed forsamlingshus med dejligt kaffebord og hjemmelavede æblekager af årets æblehøst

I Koed kirke er der altid mange flotte høstofre, der indbringer en flot sum penge til nødstedte

Igen i år var der godt gang i salget og selve auktionen indbragte over 2100 kr, som går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshærs gode arbejde, både her i landet og ude i verden.

Mellem æblekagen, auktionen og det spændende billedforedrag om Koed by af Keld Østergaard var der også tid til at synge et par dejlige høstsange.
Forklaringsgudstjeneste
Søndag d. 5. september holdt vi for første gang en forklaringsgudstjeneste i Marie Magdalene kirke. Der var rift om pladserne til denne specielle gudstjeneste. Begge præster var på arbejde og supplerede hinanden undervejs. Den ene forklarede, den anden "udførte" ritualerne. Her blev der svaret på, hvorfor man skal stå op undervejs, hvorfor klokken ringer og hvorfor præsten læser forskellige tekster op hver søndag. Efter gudstjenesten var der indskrivning af årets konfirmander og alle de praktiske ting, der er i forbindelse med det. Vi regner med, at der kommer flere i rækken af disse gudstjenester.
Kirke i Børnehøjde i Pindstrup
Tirsdag d. 31. august tog vi hul på efterårets Kirke i Børnehøjde.
Mere end 30 havde fundet vej til Pindstrup kirke denne aften (trods trykfejl i kirkebladet) og via lego-figurer, barbiedukker, et Narnia slot og et par velourduge blev vi bragt til Nilen i det gamle Egypten og hørte historien om det lille Moses-barn i kurven.
Bagefter var der pasta med kødsovs i Landbohjemmet.
Tak til alle for en hyggelig aften.
Tina Skov Løbner, sognepræst
Indvielse af ny alterdug
Søndag d. 27. juni var Marie Magdalene festklædt i anledning af indvielsen af vores nye alterdug.
To lokale kvinder, Elsebeth og Hanne Sørensen, har de sidste godt 2 år arbejdet med den flotte alterdug, som er designet af Karen Trend Nissen, som også står bag mønstret til mange andre smukke alterduge rundt omkring i de danske kirker.
Vi startede op allerede i efteråret 2007 i det gamle menighedsråd med at udvælge mønster til alterdugen. Det var ikke en let opgave, for vi har et meget markant alter, både pga. de rå mursten forneden og den meget pompøse altertavle foroven. Men det lykkedes at finde et motiv, der faldt i smag hos alle de involverede.
Søndag d. 27. juni kunne vi så tage dugen i øjesyn ved en festlig gudstjeneste i Marie Magdalene kirke. Sognepræst Mette Krabbe kom omkring dugen i nytestamentlig forstand udfra beretningen om Peter, der ser en dug dækket med alt det, Gud siger er tilladt for os at spise (Ap.G, kap. 11). Bagefter var alterbordet dækket til fest og mange kirkegængere benyttede lejligheden til at tage dugen nærmere i øjesyn.
Efter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved en reception i Grevekapellet med Asti og lidt godt til maven. Her holdt formand Preben Juul Sørensen en tale for "kniple-damerne" og de fik hver overrakt en buket samt en Piet Hein-vase. En helt igennem symbolsk gave, idet timelønnen for sådan et stort stykke arbejde aldrig vil kunne gøres op.
Om de to damer så er trætte ovenpå veludført arbejde? Åbenbart ikke, for iflg. den enes mand er de allerede i gang med et nyt projekt.
Menighedsrådet er meget taknemmelige for den nye alterdug og vi vil glæde os over den til gudstjenester i mange år fremover.
Tina Skov Løbner, sognepræst
Kr. Himmelfartsdag
I alle tre kirker blev Kr. Himmelfart markeret med en gudstjeneste. Dagen sluttede af i Marie Magdalene Kirke kl. 14 med en familiegudstjeneste. Det var et hyggeligt og familievenligt arrangement hvor alle kunne skrive en lille bøn på en lap papir som så til sidst blev sendt til vejrs i en ballon - der var på bogstaveligste vis himmelfart i Marie Magdalene
| |
| |
| |
Kirke i børnehøjde
Onsdag d. 21. april samledes godt 50 forventningsfulde børn og voksne til sæsonens sidste kirke i børnehøjde. Vi skulle have sidste del af påskefortællingen med - og det var en drabelig historie om Jesus, der døde på korset. Heldigvis endte det godt - Jesus genopstod fra de døde og sidder nu ved Guds side i himlen. Om han drikker kaffe og spiser kage, kan vi kun gætte på - men vi kan også håbe på, at det vil gælde for os engang.
Bagefter var der pizza i Grevekapellet og mulighed for at tale og hygge med alle de andre familier. En god anledning til at komme i kirke, får evangeliet forkyndt og hygge sig til fællesspisning med andre - og så kan man tage direkte hjem og putte børn.
Vi glæder os til at byde velkommen til en ny sæson Kirke i Børnehøjde efter sommerferien.
Men allerede 13. maj, på Kristi Himmelfartsdag, er der familiegudstjeneste i Marie Magdalene kirke kl. 14. Endnu en god anledning til at komme i kirke hele familien.
Tina Skov Løbner, sognepræst
Syng foråret ind
Onsdag d. 14. april samledes en flok sangglade mennesker i Marie Magdalene for at byde foråret velkommen ved at få sunget nogle af de mange dejlige salmer, den nye salmebog rummer.
Gospel 4 gav et par numre fra deres meget blandede repertoire af både nye og gamle gospelsange og fyldte derved kirken med skønne toner.
Sangfuglene, et lokalt kor, der har eksisteret i over 20 år, var alle mødt op og havde sæsonafslutning denne aften. Det var tydeligt at høre, at her var der sangglæde.
Efterfølgende var der kaffe og kage i Grevekapellet som afslutning på en dejlig aften med flot fremmøde.
Vi glæder os til efteråret, hvor vi vil gentage succesen.
Tina Skov Løbner / akt.udv.
| |
|
Sogneindsamling til Folkekirkens Nødhjælp 2010
Det blev en kæmpesucces, da omkring 30 indsamlere var rundt i sognene med raslebøsser. Det hele begyndte med en dejlig gudstjeneste hvor både salmer og prædiken var i tråd med den aktuelle dag, hvor der skulle samles ind til verdens sultende. Indsamlerne fik efter gudstjenesten hot dogs inden de drog ud på deres ruter. Tusind tak for den store indsats som alle der var aktive lagde i dagens indsamling. Og tusind tak til alle der tog godt imod indsamlerne og bidrog med beløb - store som små beløb er mere end velkomne! Dagens indsamling indbragte 19.744,25 kr - meget meget flot!! På landsplan er der samlet mere end 16 miil kroner ind.
| |
|
| |
|
| |
|
Kirke i børnehøjde 2. marts 2010
Som sædvanlig havde mange børnefamilier fundet vej til Kirke i Børnehøjde for at følge op på dåben. Denne gang handlede det om påsken, hvor Jesus spiste med sine disciple Skærtorsdag og vi prøvede at smage brød og saft ved alteret. Der var fuld drøn på salmesangen og bagefter var der pizza i Grevekapellet og et lille påskeæg i anledning af højtiden.
Næste gang er 21. april, hvor vi skal høre om, hvad der skete Langfredag og Påskedag.
Tina Skov Løbner, sognepræst.
Fællesgudstjeneste i Pindstrup januar 2010
Årets første fællesgudstjeneste foregik i Pindstrup kirke den 24. januar 2010. Rigtig mange var mødt op til en hyggelig gudstjeneste med særligt korindslag og en kop kaffe efterfølgende.
Sogneaften om Benny Andersen
Den 29. oktober om aftenen havde en pæn forsamling fundet vej til Realskolen, hvor sognepræst Arne Mårup fra Hjerting skulle underholde. Og det var rigtig god underholdning. Der var fællessange og tekster af Benny Andersen og derudover var der en god fortælling om Benny Andersens livshistorie. Sønnerne Anders og Niels spillede hhv klaver og saxofon.
Spil Dansk Dagen
Torsdag den 29. oktober 2009 var udnævnt til årets "spil dansk dag" i Danmarks radio. Organisterne Kirsten Frandsen og Tamara Hougaard havde i den anledning sunget og spillet nye og gamle salmer med 5. klasserne fra Marienhofskolen og Bauneskolen i Nimtofte. De to klasser var en tur i Marie Magdalene kirke for at synge med på en landsdækkende fællessang som også blev transmitteret i Danmarks radio på samme tid.
BUSK - gudstjeneste
Som mange andre kirker i Syddjurs Provsti, dannede Marie Magdalene kirke også den 25. oktober rammen om en BUSK gudstjeneste. BørnUngeSkoleKirke gudstjenesten er en familiegudstjeneste, hvor konfirmanderne medvirkede. I år har projektet haft døden som tema; "Hvad stiller vi op med døden" Se iøvrigt mere om temaet her på hjemmesiden.
| |
|
Kirke i Børnehøjde
Endnu en Kirke i Børnehøjde er gennemført...og også denne gang med succes. Mange børnefamilier er begyndt at se denne form for kirkegang med de små som et attraktivt tilbud som både er en mulighed for at have en fælles oplevelse i kirken og for at have fællesspisning bagefter.
| Kirke i Børnehøjde | Pindstrup 30. sept. 2009 |
|---|---|
Høst gudstjenester 2009
Igen i år var høstgudstjenesten i Marie Magdalene og Koed kirker en festlig begivenhed som rigtig mange deltog i. Begge steder var mellem 50 og 60 kirkegængere mødt op for at fejre årets høst.
Efterfølgende var der traditionen tro frokost i Marie Magdalene forsamlingshus og kaffebord i Koed forsamlingshus og begge steder auktion over de medbragte afgrøder som folk venligt havde ofret.
Om aftenen nød vi et spændende foredrag af Elisabeth Larsen, som selv har rejst med Folkekirkens Nødhjælp i de sultplagede områder, som vores høstindsamling nu vil gå til. Det var godt at få sat billeder på de forhold, som mennesker i andre, mindre priviligerede områder af verden lever under.
En hyggelig dag i fællesskabets tegn, hvor man ved auktionen fik skænket sit eget bidrag til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær og endda fik "noget" i hånden for sine penge! Auktion og kollekten i kirkebøssen indbragte 1751 kr i Marie Magdalene og 1720 kr. i Koed - ialt 3571 kr, som vi nu med glæde sender videre. Tak til alle som bakkede op om vores høstarrangementer.
| Høstgudstjeneste i | Marie Magdalene kirke |
|---|---|
| Høstgudstjeneste | i Koed kirke |
| |
|
| |
|
| Fællesgudstjeneste ved gl. |
Ryomgård 2. pinsedag 2009 |
| |
|
| Indsættelsesgudstjeneste i | Marie Magdalene19/4-09 | |
|---|---|---|
| |
||
| |
Velkomstreception Mette Krabbe
Marie Magdalene Forsamlingshus d. 19. april 2009
Det er med glæde, at vi nu kan byde dig Mette Krabbe velkommen her i menigheden efter, at du er blevet indsat ved de smukke gudstjenester i Koed kirke og Marie Magdalene kirke.
Dejligt, at du nu har afsluttet og bestået alle forudsætninger for, at du kan virke, som det officielt hedder, som overenskomstansat sognepræst med tjeneste her i Marie Magdalene - Koed pastorat og i Syddjurs Provsti.
Tidligere kaldte vi i daglig tale din stilling for vores hjælpepræst. Men nu hedder det overenskomst sognepræst.
Vor tidligere hjælpepræst Erik Søndergaard sagde vi farvel til sammen med afskeden med sognepræst og provst Helge Qvist Frandsen for nu to år siden, og i forbindelse med Tina Skov Løbners indsættelse som sognepræst.
Ja, vi har inden for de sidste år haft flere og gode festlige minder i forbindelse med generationsskiftet i præstegården.
Efter det første år med Tina Skov Løbner som sognepræst blev menighedsrådet og provstiet bevidste om, at der var opgaver sammenholdt med sognenes størrelse og hele boligudbygningen, som krævede behov for en opnormering.
For et år siden søgte menighedsrådet provstiet om opnormering af en halvtids stilling primært på grund af den store tilflytning af børnefamilier, mange konfirmandhold, ønske om aktiviteter med dåbsoplæring og minikonfirmander samt om iværksættelse af studiekredse og aktiviteter i tilknytning hertil.
Provstiet behandlede denne ansøgning og vurderede behovet for opnormeringen til en 75 % stilling. Det blev så til en fuldtidsstilling for dig, hvor de resterende 25 % er henlagt til arbejde i provstiet.
Stillingen blev opslået inden jul sidste år, og processen er nu fuldbragt her i formiddag.
Præstejobbet er meget alsidigt, bredt favnede og hvor I præster er kontakt med mange mennesker såvel dagligt som ved og som støtte for familier og personer i alle livets situationer fra fødsel til død.
Jeg har også tit tænkt på, at dette job også byder på store privilegier, idet I som mennesker kan tillægge jeres personlige bemærkninger og tanker i jeres prædikener, selvfølgelig ud fra evangeliets tekst, og med det ansvar I har her.
Men hvor mange job har en form, hvor der ikke er mulighed for at komme med bemærkninger under vejs.
Det må være et privilegium, men også en stor personlig forpligtigelse i relation til den danske folkekirke.
Det bliver så et teamsamarbejde for dig og Tina, hvor Tina er sognepræsten med bopæl i præstegården og hvor du er ved at få indrettet et kontor i et hjørne af konfirmandstuen.
I skal bistå hinanden og fordele opgaverne imellem jer efter aftaler med provst Søren Peter Hansen og meget gerne i samarbejde med menighedsrådet.
Menighedsrådet ser frem til, at vi kan få styrket vores sognearbejde til glæde for alle i Marie Magdalene og Koed sogne.
Som du skrev i din ansøgning vil du virke som ”brobygger mellem det moderne menneske og det kristne budskab”. Flottere kan det ikke formuleres.
Til minde om denne dag og som mulig inspiration for dig fremover, vil jeg gerne overrække dig en boggave.
Bogen hedder ”Jorden set fra himmelen” og er fotografier af den franske fotograf Yann Arthus- Bertrand.
Din opgave som præst må så være at se og formidle det kristne budskab: ”himmelen set fra jorden”.
Med disse ord hjertelig velkommen i vore sogne
d. 19. april 2009
Preben Juul Sørensen
menighedsrådsformand
| Kirke i Børnehøjde marts 2009 | ||
|---|---|---|
| |
||
| |
|
|
| |
|
|
Så blev der atter Kirke i Børnehøjde.
Denne gang var godt 70 børn og voksne samlet i Marie Magdalene kirke torsdag d. 5. marts 2009 for at høre evangeliet forkyndt i børnehøjde.
På hynder i koret fortalte sognepræst Tina Skov Løbner om dåben, godt hjulpet af alle børnene, der gerne bidrog med egne erfaringer med vand, døbefont og små søskende, der er blevet døbt for nylig.
Efter gudstjenesten var der pizza og sodavand til alle i Greve-kapellet og inde i kirken. "Det er en dejlig måde at bruge kirken på", sagde flere af forældrene. Også børnene synes, det var helt i top. "Det her er også min kirke", sagde en lille pige på 3 år - og ja, det er vores allesammens kirke!
Det er dejligt at se og opleve så mange i kirken på denne måde. Tak for en dejlig aften og på gensyn til efteråret, når vi starter op med næste sæson af Kirke i Børnehøjde.
Mvh Aktivitetsudvalget.

