Pindstrup Kirke

 

PindstrupKirke2014_4 PindstrupKirke2014_15 PindstrupKirke2014_1


Kirken er åben for besøgende alle dage mellem 8 og 16.

 Se fotogalleri (Fotos: © Claes Hvidbak)

Pindstrup kirkegård:
Kirkegården er altid åben for besøgende. Vi opfordrer til at der skal være ro og orden og at ordensreglerne i vedtægten skal overholdes. Ret henvendelse til graveren eller kirkeværgen ved yderligere spørgsmål.

pindstrupmindeplaene 001 PK 01


Kirkens historie:

Pindstrup hører til Marie Magdalene sogn, og i århundredernes løb har beboerne måttet gå eller køre den lange vej til sognets smukke middelalderkirke i Marie Magdalene.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev Pindstrup imidlertid en temmelig stor by, hvilket hang sammen med, at Johannes Fauerschou la Cour oprettede Pindstrup Mosesbrug.

Der var på den baggrund naturligt, at der opstod et ønske om, at Pindstrup kunne få sin egen kirke, og man lod i første omgang et gammelt missionshus ombygge og indvie til midlertidig kirke i 1949.

Man arbejdede imidlertid videre med planerne om at få en rigtig kirke opført, og i 1955 anlagde man en kirkegård på det areal i byens nordlige udkant, der var erhvervet til formålet. Der blev etableret et smukt indgangparti og opført et kapel og hermed var placeringen af den kommende kirke givet, men det blev dog først den 28. april 1968, den færdige kirke kunne indvies. Der blev iværksat en indsamling til kirken i forbindelse med fru Margrethe la Cours død, men det endte med, at Johannes Fauerschou la Cour bekostede kirkens opførelse, mens de indsamlede midler blev brugt til inventar og udsmykning.

Det er Kgl. bygningsinspektør, arkitekt C.F. Møller, Århus, der har tegnet kirken. Den er en traditionel kirke i sin udformning med kor, skib og et tårn, der kan ses videnom i landskabet, men den er samtidig en moderne bygning, der er opført af betonblokke og tækket med cedertræspåner. til højre for indgangsdøren er der indmuret 5 munkesten fra moderkirken i Marie Magdalene.

I tårnet hænger en klokke, der blev anskaffet til kirkens indvielse og som bærer indskriften: “Jeg kalder højt fra tårnets tinde til Herrens hus hver mand og kvinde,” og et tårnur med timeslag blev anskaffet for et beløb, der blev skænket af Margrethe og Johannes Faurschou la Cours Fond, i 1984 i anledningen af 100-årsdagen for Margrethe la Cours fødsel.

Kirkens inventar:
Orglet er bygget af orgelbygger Carsten Lund, Birkerød, og det har 10 stemmer, der er fordelt med 6 stemmer i hovedværket og 4 stemmer i rygpositivet.

Da Pindstrup kirke blev indviet, hang der på væggen over alterbordet et enkelt trækors, men det var fra begyndelsen meningen, at det skulle afløses af et moderne kunstværk, og dagen før direktør la Cours begravelse, den 10 januar 1971, blev der ophængt et krucifix af billedhuggeren Robert Jacobsen.

pindstrupkirkex2DSCN5686 PK 25 PK 22

Dette meget betydelige kunstværk med en central kristen forkyndelse, blev i 1976 ved en enkel højtidelighed formelt overdraget kirken af direktør Bertel Stausholm og fru Ellen Margrethe Stausholm, født la Cour, i mindet om fru Stausholms forældre.

På væggen ved døbefonten, der stammer fra Årslev kirke ved Randers. er ophængt et krucifix, der er skænket af afdøde Marie Nørskov, Pindstrup, og i præste- og dåbsværelserne hænger vægtæpper, der er vævet af Kåre Lindelof, Høsterkøb og som forestiller henholdsvis indtoget i Jerusalem og Den barmhjertige Samaritan.

Mosaikruderne:
I efteråret 1994 fik menighedsrådet et gavebrev fra Margrethe og Johannes Faurschou la Cours Fond i anledningen af, at det da var 110 år siden Margrethe la Cour blev født. Det var giverens mening. at gaven skulle anvendes til yderligere udsmykning af kirken. Menighedsrådet besluttede sammen med repræsentanter fra fondsbestyrelsen, at lade kunstneren Peter Brandes lave 4 mosaikruder til de 4 vinduer i kirkeskibet, og det færdige arbejde kunne præsenteres ved en festlig gudstjeneste 2. pinsedag 1997. Motiverne er alle hentet fra Det nye Testamentes påskeberetninger og ruderne knytter sig således fint til Robert Jacobsens krucifix.

PK 21 PK 20 PK 19 PK 18

I den øverste rude skildrer Peter Brandes Kristus efter opstandelsen, hvor han beder Marie Magdalene om at lade være med at røre ved ham (Noli me tangere).

Den næste rude skildrer nedtagelsen fra korset. Kristus er forenklet til et tegn.

Den tredie rude viser Kristi hoved i profil, og under ansigtet antydes en kalk, hvori hans blod opsamles.

Den fjerde rude hedder begrædelsen (lamentation). Her ser man Marias grædende ansigt i et forenklet formsprog. Øjnene er nedslagne og munden skildret som tomhed.

Et par måneder efter præsentationen blev de 4 ruder suppleret med en femte rude til præsteværelsets vindue. Peter Brandes havde lovet at lave en enkel udsmykning til dette vindue, for at der ikke udefra betragtet skulle fremtræde helt anderledes end de 4 vinduer i kirkeskibet. Det endte med, at han lavede endnu en farvestrålende mosaikrude med Judaskysset som motiv.

Det er Per Hebsgaard, Vanløse, der har stået for glarmesterarbejdet i forbindelse med udsmykningen.

 

Altertavlen i Pindstrup

Stemningsbilleder fra Kirken
  • Marie Magdalene-Koed pastorat


    Kirkekontor:
    Bøjstrupvej 17,
    8550 Ryomgård,
    86 39 40 43
    Webteam:
    biba@km.dk
    tisl@km.dk
    johannessentrine@gmail.com