Præstens side

Det er med højmessen som med opera…..

af Tina Skov Løbner, sognepræst i Marie Magdalene-Koed

(bragt i Adresseavisen uge 36, 2011)

Vi har netop haft forklaringsgudstjeneste i Marie Magdalene kirke, i anledning af de nye konfirmanders opstart.

Det er jo altid spændende at møde de nye konfirmander, men også at møde deres forældre og deres familie.

Forklaringsgudstjenesten er noget forholdsvis nyt, i hvert fald i vores sogn.

Her tager man fat på en ganske almindelig højmesse: en gudstjeneste med bønner og salmer, prædiken og altergang – alt, hvad der hører med til en traditionel gudstjeneste iflg. vores Ritualbog.

”En gudstjeneste”, tænker nogen måske…. - ”skulle det da være nødvendigt at forklare, hvad der sker i sådan én? Det er man da vokset op med!”

Ja, det er der nogle, der er  - men de bliver færre og færre.

For det er ikke længere i kirken, man tilbringer sin søndag formiddag. Vores liv i dag ser helt anderledes ud end i ”de gode gamle dage”.

Det er ikke en kritik eller en klandring – men en konstatering.

Søndagens gudstjeneste er ikke længere omdrejningspunktet i manges kristenliv.

For det er ikke længere det eneste tilbud i løbet af en uge.

Tidligere var der mulighed for at gå til gudstjeneste søndag formiddag – og det gjorde man så!

Det gjorde ens forældre og bedsteforældre, det gjorde naboerne.

Man sad troligt på bænken, fordi det havde man lært, på linje med at man lærte gode manerer eller øvede salmevers. Det var en naturlig del af ens liv.

(Og jo, jeg ved naturligvis godt, at der faktisk også er mange, der kommer trofast i kirke, fordi de godt kan lide det!!)

For at blive konfirmeret forlanger de fleste præster, at man skal gå til gudstjeneste et vist antal gange i løbet af forberedelsestiden. Her hos os skal man have 15 krydser. Nogle af dem kan man få, hvis man har familie med i kirke eller hvis man hjælper med at samle ind i foråret eller andre ting.

Men de fleste skal man have ved at gå til gudstjeneste.

En ganske almindelig søndags-højmesse.

”Hvorfor?”, spørger rigtig mange.

”Det skræmmer konfirmanderne helt væk, så de slet ikke kommer, når de er færdige med undervisningen og er blevet konfirmeret”, siger eksperterne.

Men jeg tænker det som en øvelse, fuldstændig ligesom at høre opera, lære at køre på cykel eller noget i den dur.

Tag nu opera: man kan tage til en opera, man kan være til stede. Man kan lære at sætte pris på det, men det bliver aldrig en del af ens sjæl, hvis ikke man har en kærlighed til det.

Sådan er det også med det at gå til gudstjeneste:

Hvis man kender til de enkelte led i en liturgi kan man bedre forstå og lære at værdsætte de enkelte ord, den enkelte handling.

”Hoc est Corpus Christi…” – hokus pokus – eller ”dette er Kristi legeme”.

Der er så meget gemt i en højmesse, at man aldrig kan forklare det helt til bunds.

Der skal også være noget mystik over det.

Men man kan lære at holde af den ro og den forudsigelighed, der er i ritualerne.

Efter gudstjenesten er der flere af de trofaste kirkegængere, der er kommet med små bemærkninger om noget af de, de har hørt den ene gang efter den anden og aldrig spekuleret over – men som nu giver ny mening for dem.

Og de ”nye” kirkegængere – ja, det er spændende, hvad de kommer til at synes om gudstjenesten. Det må vi vente og høre mere om….