Kling klang klong hvad er klokken?
Det nye skole kirke projekt for indskolingen om kirkeklokken og klokkeslag - også fra Klokkedagen 2. oktober
I efteråret 2010 tilbydes alle klasser i indskolingen (0.-3. klasse) i Syddjurs kommune at komme med til skole kirke projektet om kirkeklokken og klokkeslag.
Der er fokus på klokkelyd, ikke bare kirkeklokkens, men også andre klokker.
Hvad betyder det, når kirken ringer til gudstjeneste? Hvorfor har vi overhovedet en kirkeklokke?
Alle elever på Marienhoffskolen samt en enkelt klasse fra Realskolen har tilmeldt sig projektet, hvor de kommer en tur i kirken, lærer klokkesangen, der er skrevet til lejligheden, ser klokken i aktion og får selv lov at trække i snoren, arbejder med klokketårn og klokkelyd, hører historier om klokken og det hele kulminerer med en klokkedag d. 2. oktober. (se billeder herfra nederst på siden)
Herunder er billeder fra klassebesøg i Marie Magdalene kirke hos sognepræst Tina Skov Løbner, onsdag d. 22. september var det 2.a og 2.b fra Marienhoffskolen og torsdag d. 23. september var det 0.a og 3.a fra Marienhoffskolen:
Der bliver arbejder koncentreret med at tegne klokketårn på kirkeskitsen
Elever fra 2. klasse sidder klar med de små klokker til en klokkekoncert til klokkesangen
Hvor mange elever fra 0. og 3. klasse skal man lægge i forlængelse af hinanden for at de bliver ligeså høje som kirketårnet? Her måles og tælles...
Venskabsvenner på tværs af klasserne hjælper hinanden med at tegne klokketårnet ind
Mange glade børn fra 0.a og 3. a synger med i vilden sky på den nye ørehænger: Kling, klang, klong, hvad er klokken?
Herunder er det 0.b og 3.b fra Marienhoff samt 1. klasse fra Realskolen, der er på besøg hos sognepræst Mette Krabbe torsdag d. 30. september.
Graveren viser, hvordan man ringer alm. klokkeslag og bedeslag, som skal falde i 3 x 3 slag. Det er ikke så let, som det ser ud til.
"Klokken ringer fra toppen af det tårn - det er derfor vi er samlet hele flokken" - den nye klokkesang, der er skrevet til projektet er en ørehænger og forklarer i simple vendinger, hvad kirkeklokken betyder i vores liv.
De skulle også selv have lov at prøve kræfter med klokken.
Klokkedag 2. oktober i Kolind
Herunder ses billeder fra klokkedagen i Kolind. Flere hundrede børn og voksne var samlet i og ved Kolind kirke, så og hørte det transportable klokkespil, klokkeren fra Notre Dame, Quasimodo, havde taget turen hele vejen op for at underholde de lidt skræmte børn (sådan en gammel pukkelrygget klokker var ikke til at spøge med!), der var masser af klokkekage, kafe og saft i den lille café i våbenhuset hos Merete og mulighed for både skattejagt i kirkerummet og ture op i klokketårnet. Vores nye børnekirkekor underholdt i kirken med dejlige klokkesange og efterårssalmer og mange nød de skønne toner fra pigerne.
En dejlig formiddag, som samlede folk fra nær og fjern i klokkens tegn. Det er dejligt at høre, når så mange børn og voksne samles, synger klokkesang og bare er optaget af et projekt.
Tak til alle, der var med og dem, der hjalp til.
Den ene af de to flotte klokkekager, som de lokale bagere i Ryomgård og Kolind havde fremstillet i dagens anledning.
Quasimodo, klokkeren fra Notre Dame, kom forbi i kirken og skræmte livet af nogle børn, mens andre begejstret så til, mens den enfoldige klokker gik rundt med spyttet hængende på hagen og ringede med sin klokke.
Der var mulighed for at tage turen helt op i Kolind kirkes klokketårn og se klokken fra nærmeste hold.
Rigtig mange børn og voksne fra hele Midtdjurs holdt klokkecafé i kirken efter en skattejagt rundt efter små klokker.
Per Møller kom forbi i sin transportable klokkespils-bil og gav koncert med kendte numre som Mariehønen Evigglad, Når du ser et stjerneskud og temaet fra Eurovision / MGP - ja, klokker er skam ikke kun for gamle støvede salmer, men kan også meget andet.
Der blev skrålet med på klokkesangen, som organist Thomas Lennart fra Hornslet har skrevet til lejligheden. Børnene har øvet sig i kirken og på skolen, men lærte først det sidste vers denne dag. Alle børn fik en pixibog med klokkesang og klokkefortællinger med hjem.
Molboen havde taget turen helt fra Mols og skulle videre til Skagen, men fik lige tid til at køre omkring på sin væltepeter og fortælle om dengang molboerne skulle skjule deres kirkeklokke for fjenden og endte med at smide den i vigen.
Flødeboller er formet som små klokker, så selvfølgelig kunne man også denne dag kaste med klokker (eller med en bold og så gribe en flødebolle - helst med munden!)

